Forestillingen Pigen og krystalbolden fra 2008.
Det startede med en børneteaterforestilling. For år tilbage havde jeg bearbejdet Grimms eventyr Jernhenrik og Frøprinsen til en fortælleforestilling. Det var blevet til min version af af et af verdens mest udbredte folkeeventyr. I 2017 besluttede jeg så at tage det pragtfulde eventyr op igen, men denne gang skulle det laves mere som børneteater, altså med brug af rekvisitter og scenografi.
Jeg havde en ide om et bagtæppe, der var formet som både en kongekrone og en frøfod, jeg ønskede mig en prinsessekjole med et par tudseben indenunder, som kunne komme frem, når kjolen blev løftet, og så bestilte jeg en lille skrubtudse - bare så jeg kunne vise børnene, hvad en tudse var.
Mette Munk Lammers og jeg syer samtidigt.
hvad skal jeg med den hånddukke?
Scenograf Mette Munk Lammers gik i gang med at tegne, vi gik ud og indkøbte materialer, og så gik Mette i gang. Hun har skabt adskillige af mine kostumer og er meget dygtig til at male med tekstiler. Da jeg en dag kom forbi for at hjælpe hende som sypige, så jeg en kæmpe skrubtudse-hånddukke sidde i en af bagtæppets lommer. “Den er skøn, men hvad i alverden skal jeg med den?”, udbrød jeg.
Scenografen skaber tudsehud på symaskinen ved at sy elastikker på kryds og tværs.
“Skal du ikke bruge en hånddukke til at fortælle historien med?” spurgte hun.
“Nej, jeg skal selv være tudsen i eventyret. Det er derfor, jeg skal have tudseben under kjolen. Jeg skal bare have en lille tudse, jeg kan vise børnene, inden jeg går i gang”.
Vi havde altså misforstået hinanden. Hånddukken havde imidlertid taget mange timer at skabe, så den viste sig at være ret kostbar. Derfor følte jeg, at jeg var nødt til at finde en måde at bruge den på. Men hvordan?
Skriv en rammefortælling med den hånddukke
Så kom instruktør Ellen Dahl Bang ind i processen. Da hun skulle se, hvad jeg havde fundet på indtil da, brugte jeg tudsen inde i eventyret, og det fungere ikke, sagde hun. Børnene ville ikke kunne forstå, at tudsen både var en hånddukke og blev spillet af mig. Da hun også var ret vild med dukken, gav hun mig en opgave: Skriv en rammefortælling, hvor du bruger hånddukken som en anden tudse.
Så blev Tue født som karakter. Tue skulle møde en nutidig pige, Anna, i hendes legehus. Og så var det Tue, som skulle fortælle forestillingens eventyr. Da jeg ikke kunne bugtale, var Tue nødt til at være sky og genert, så det kun var mig, han turde hviske med, og så måtte jeg fortælle hans eventyr til børnene.
“QUARK! Hun ved ikke hvad hun skal bruge mig til!” tænkte Tue.
For børnene var Tue levende og elskelig.
tudsen er et udskældt dyr
Herefter kom dukkefører Anne Marie Jeppesen ind og instruerede min brug af Tue, og så fik han mere og mere karakter. Det viste sig da også, at børnene var helt vilde med Tue, når de mødte ham. Børnene sad og råbte til ham undervejs, de ville gerne hjælpe ham, og bagefter ville de så gerne op at røre ham og kæle med ham. Det var også med til at gøre Tue mere og mere levende for mig.
Bagtæppet, der i udgangspunktet skulle være formet som både som en kongekrone og en tudsefod, bliver i forestillingen forvandlet til både slottet, mosen og prinsessens sengegavl formet som en krone. Og så gemmes rekvisitterne i bagtæppes mange lommer.
Jeg fik så lyst til at finde flere eventyr, som Tue kunne fortælle Anna i det legehus, og gik i gang med at søge eventyr om skrubtudser fra Norden og fra andre lande. Både på biblioteket og gennem internationale fortællekolleger. Det var så morsomt. Jeg kom i kontakt med en masse spændende mennesker, og det lugtede lidt af mit gamle fag antropologi.
Der fandtes et væld af eventyr, men dels var de ikke alle lige spændende for nutidige, danske børn, og dels ville jeg have Tue til kun at fortælle tudseeventyr, hvor tudsen var en helt. Det passede nemlig til hans karakter. Og dem var der ikke helt så mange af. Tudsen er gennemgående et udskældt dyr, fandt jeg ud af.
rammefortællingen skal digtes om
Ud af denne research voksede et børnebogsmanuskript, hvor Tue i fire kapitler fortalte Anna fire tudseeventyr. Det sendte jeg til børnebogsbibliotekar Elisabeth Bennetsen, som sendte det tilbage med beskeden: “Skønne eventyr, som er godt bearbejdet til nutidige børn, men rammefortællingen er for tynd. Den skal du digte helt om, så den fylder meget mere, og så der sker en udvikling for hovedpersonen”.
Det gik jeg så i gang med. Og det er der kommet denne bog ud af, hvor kun tre af de oprindelige fire eventyr kunne være med, og hvor rammefortællingen er blevet til hovedfortællingen, mens eventyrene er underordnede.
afsked med tue
Instruktør Ellen Dahl Bang er også min skrivemakker, så hver gang jeg gik i stå, gav hun mig en ny skriveøvelse. Og min mand og min far læste også med undervejs og morede sig meget. De kom til at holde af Tue, og på den måde blev han ved med at være elskelig og levende for mig. Så meget at jeg sad med tårerne ned ad kinderne, da jeg skrev slutningen. Nu vil jeg ikke spoile bogen her, men det var svært at tage afsked med ham.
tue hopper videre ud i verden og får nye venner
Til gengæld glæder jeg mig nu over, at han vil leve videre inde i bogen og inde i læserne. Når jeg laver fortælleteater, så lever karaktererne kun, mens jeg spiller dem. Tager jeg en forestilling ned, så dør karaktererne mestendels. Det er helt anderledes med en bog.
Illustrator Nina Broen har med sin finurlige, eventyrlige og poetiske streg tilført historien endnu et nyt lag af liv. Og så må læsernes fantasi gøre resten af arbejdet.
Jeg håber, Tue vil finde nye venner i læserne.
PR-materiale
Ønsker du at bruge billeder fra bogen i forbindelse med omtale af bogen, vil du senere kunne hente foto-materiale her.
