`

Lærervejledning

Målrettet 0. – 1. klassetrin samt de ældste børnehavebørn

  • Dansk

  • Billedkunst

  • Natur og teknik

LINK TIL FÆLLES MÅL

Her kan du som lærer eller pædagog læse lidt baggrund til undervisningsmaterialet. Du læser bogen højt for klassen, i fritidsordningen eller for de største børnehavebørn. Efterhånden som I kommer videre igennem bogen, er der så nogle sjove opgaver, som knytter sig til nogle af kapitlerne. Der er i alt syv aktiviteter, og du kan starte med at vise børnene / eleverne denne videoen, hvor de møder bogens forfatter (LAVES TIL TEKSTLINK).

Ensomhed og venskab

Bogen Tudsen Tue handler om temaerne ensomhed og venskab. Anna er ensom, fordi hun socialt har det svært i skolen, og særligt hendes far overser, hvordan hun egentlig har det. Forældrene i klassen gør det heller ikke nemmere. Men hun er en kreativ og påhitsom pige, der i løbet af bogen lærer at få sig en ven.

 

Ny måde at arbejde med eventyr – og fællesskab

I bogen inviteres dine elever ind i tre klassiske eventyr, der alle er gendigtet i et moderne sprog, og på en måde så eleverne kan spejle sig selv. Og sammen med opgaverne i undervisningsmaterialet får du hermed nye redskaber til at forny arbejdet med eventyrgenren. Samt opgaver der styrker fællesskabet i børnegruppen eller klassen. Fællesskab er jo den stærkeste medicin mod ensomhed.

 

Skrubtudser – et symbol på forvandling

Eventyr handler jo om, at noget dumt bliver forvandlet til noget godt. Helten kommer så meget grueligt igennem, men til sidst forvandles den håbløse situation til noget godt. Og skrubtudsen er i sig selv blevet set som et symbol på forvandling. Først forvandler haletudsen sig til en skrubtudse – det er magi allerede der. 

Men i eventyrene kan skrubtudsen også forvandle sig. En af verdens mest udbredte eventyr er eventyret om pigen, der kysser tudsen, til den bliver en prins. Det handler det første af Tues eventyr om, Krystalbolden. Men også de andre eventyr handler om forvandling.

 

Alle dem, man holder af, bliver smukke

Historien om Anna og Tue viser, at alle dem, man holder af, de bliver smukke. Det er et godt budskab for børn at høre. Og de skal endelig ikke have det pædagogisk forklaret, for det virker ikke. Lad historien vise det og formidle budskabet.

Tue er umiddelbart en ækel, grim og fæl skrubtudse. Fuld af væskende vorter. Men når hun bruger tid sammen med ham, giver ham kærlig opmærksomhed, så bliver han forvandlet til en ven, som er rigtig sjov at lege med.

Kærlighed har altid ret, og kærlighed gør smuk.

 

Stol på fortællingens kraft

Nu har du læst nogle af tankerne bag bogen. Men den slags skal børn ikke at have forklaret. De forstår alle disse pointer på et følelsesmæssigt og sjæleligt plan. Så begynd endelig ikke at forklare fortællingen psykologisk. For så risikerer du at slå historiens magi ihjel. Stol på fortællingens kraft. Det virker i sig selv.

Forbliv i billedsproget

Bliv i det konkrete billedsprog ved dramatisere eventyrene med teater-sanglegen, sanglegen eller eventyr-massagen. Eller lad dem lave deres egne prinsessediademer eller eventyrslag. Eller lad eleverne blive optaget af dyret skrubtudsen ved at fortælle tegnefortællingen, forme tudser i billedkunst eller undersøge skrubtudsen i natur og teknik.

QUARK-QUARK!

I de par år, hvor jeg skrev bogen om Anna og Tue, var jeg helt besat af skrubtudser. Først lavede jeg historien som børneteater, Prinsessen og skrubtudsen, en forestilling der stadig turnerer. Og siden blev det omskrevet til denne bog. Jeg håber, at du selv og din klasse eller børnegruppe får det lige så sjovt med skrubtudser, som jeg har haft. QUARK QUARK!

Klik ind på opgaverne

Efter kap. 2: Teater-sangleg til eventyret Krystalbolden

Efter kap. 2. Sangleg til eventyret Krystalbolden

Efter kap. 2: Tegnefortælling til eventyret Krystalbolden

Efter kap. 4: Eventyr-massage til eventyret Verdens mindste tudse klarer verdens største fugl

Efter kap. 6: Natur og teknik om skrubtudser

Efter kap. 9: Billedkunst - Skab jeres egne skrubtudser

Efter kap. 13: Fangelegen Baba Yaga og kraniekager


Mulighed for forfatterbesøg

Er I interesseret i et forfatterbesøg, så kontakt Måle Fortælleteater. Der vil være mulighed for at søge om støtte til honorar hos Statens kunstfond. Det kan søges af skoler, biblioteker, daginstitutioner, ungdomsuddannelser og af private arrangører. Der er ansøgningsfrist i august og februar.